Når du har defineret din idé og forretning i fase 0, er næste trin at afprøve idéerne på virkeligheden. Og som Steve Blank siger, så overlever ingen forretningsmodel det første møde med kunden. Jeres opgave i denne fase er med andre ord ikke at finde en masse rygklappere, men i stedet at tale med personer, som kan optimere jeres produkt og forretningsmodel.
Målet er en valideret forretningsmodel, hvor I har fået bekræftet alle jeres centrale antagelser.
Det kan lyde omstændeligt, når man bare gerne vil i gang med forretningen, men husk på, at alle de kunder I taler med i denne fase allerede kender jer, når I er klar til at sælge, og de branchefolk, som I taler med, kender jer allerede den dag ud i fremtiden, hvor I beder dem om at være en del af jeres bestyrelse eller advisory board. Fasen rummer altså implicit også opbygning af netværk.
Ligesom den foregående fase rummer denne fase også både elementer af forretningsudvikling og udvikling af team og personer. De vigtigste aktiviteter er angivet nedenfor.
Fase 1 har til formål at afdække…
- Om det problem, som teamet ønsker at løse eller det behov, som man ønsker at dække, er reelt og stærkt nok til at vil betale for en kommerciel løsning.
- Om den løsning, som man påtænker at tilbyde, svarer til det som kundeemnerne ønsker.
- Om markedet er stort nok.
- Om forretningsmodellen synes holdbar – eller om der skal søges efter alternative forretningsmodeller.
Forretningsudvikling
I denne fase handler forretningsudvikling om at lære så meget som muligt om kunderne, markedet og branchen og tilpasse forretningsmodellen med det man lærer.
Problempræsentationer – Interviews med kundeemner
- Produktpræsentationer – Interviews med kundeemner
- Visualisering og prototyper
- Interviews med og rådgivning fra branchefolk og eksperter
- Produktudvikling (iht. nye erfaringer)
- Forretningsudvikling (iht. nye erfaringer)
Ovenstående aktiviteter vil være en iterativ proces, hvor man med mellemrum vil skulle gøre ét eller flere trin om – og måske endda gå tilbage til 0.
Personlig og ledelsesmæssig udvikling
I denne fase skal teamet i høj grad i dialog med verden udenfor og for alvor i gang med at samarbejde om at løse en opgave. Der for er der fokus på
- At lytte til og forstå kunder.
- At lytte til og kritisk vurdere råd fra branchefolk og eksperter.
- At være én, som andre gerne vil hjælpe
- Samarbejdet i teamet samt arbejds- og ansvarsfordeling.
- Lederskab og fremdrift.
Målet er at gøre jer fortrolige med og proaktive i forhold til at inddrage kunder, eksperter og andre ressourcepersoner i projektet.
Desuden er målet at udvikle jeres evner til at få omverdenen med på deres idé og ønske at bidrage til projektet uden beregning – fordi de kan se meningen med at involvere sig.
Stagegates
Fasen betragtes som afsluttet, når…
- Et nærmere aftalt antal kunder har bekræftet problemets omfang og styrke.
- For virksomheder med hurtigt internationaliseringspotentiale forventes det også, at der har været kontakt med kunder på udvalgte eksportmarkeder for at afdække eksportmuligheder.
- Et nærmere aftalt antal kunder har bekræftet produktet som den rigtige løsning.
- Research og samtaler med branchefolk og eksperter har bekræftet det troværdige i forretningsmodellens antagelser.
- Produkt, problemopfattelse og foretningsmodel er tilpasset de nye erfaringer.