– Nyuddannede får højde på deres innovative ideer på rejsen mod at starte egne virksomheder
Med første ansøgningsfrist den 20. november 2014 er den nye Iværksætterpilotordning nu i luften. Ordningen er for dig, som er nyuddannet – eller næsten færdig – fra en videregående uddannelsesinstitution. De næste ansøgningsrunder bliver i foråret og efteråret 2015.
Hvis du bliver udvalgt som en af de 40 iværksætterpiloter, som optages årligt, vil du modtage en månedlig ydelse på DKK 14.473 i op til et år. Hertil kommer et engangstilskud på max DKK 35.000 til indkøb af særlige ydelser.
Udover den økonomiske håndsrækning består det særlige løft til iværksætterpiloterne i, at du deltager i et specielt designet forløb, der skal bringe din idé videre frem mod en egentlig markedsrealisering. Forløbet består af en række camps suppleret med individuel rådgivning og sparring fra erfarne konsulenter og din personlige mentor. Samtidig får du adgang til kontorfaciliteter og relevante iværksættermiljøer.
Du kan deltage i opløbet om at blive iværksætterpilot, hvis du inden for det seneste år har afsluttet en videregående uddannelse, eller hvis du er næsten færdig med din videregående uddannelse. Den reelle udskillelse afhænger af kvaliteten af din innovative idé og bedømmelsen af dit potentiale for at kunne omsætte ambitionerne til en virksomhed, der kan gøre en forskel og blive større.
Ordningen skal skabe grobund for, at flere talentfulde nyuddannede starter egen virksomhed. Undersøgelser viser nemlig, at både beskæftigelsen og produktiviteten i gennemsnit vokser hurtigere i virksomheder skabt af studerende og nyuddannede med en videregående uddannelse end af andre iværksættere.
Læs mere om ordningen og ansøgningskriterierne på innovationsfonden.dk/ivaerksaetter, hvor du også kan ansøge om optagelse.
Iværksætterpilotordningen ledes af Pluss Leadership i samarbejde med de fem regionale væksthuse.
Kontakt: info@ivpilot.dk eller telefon 7211 2130.
No comments yet.