En test af løsningen har til formål at undersøge kundernes reaktion på jeres produkt eller ydelse. Det kan godt ske, at I har fået bekræftet problemet under jeres problemtest, og I har måske også fået bekræftet at jeres idé til en løsning er godkendt. Men nogle gange har kunden haft et andet billede i hovedet af jeres løsning end den I selv havde.
Derfor er det nødvendigt med en selvstændig test af løsningen for at få bekræftet, at den ned i detaljen er det, som kunderne vil have.
Som forberedelse til denne test udarbejder I en Produktpræsentation.
En produktpræsentation kan indeholde følgende hovedpunkter:
Løsningsorienteret præsentation
Forbered en præsentation, der fokuserer på løsningen:
- Gennemgå problemet
- Beskriv produktet (fem nøgleegenskaber)
- Indsæt flere punkter og anledninger til kundefeedback undervejs
- Undlad markedsførings- og positioneringsbudskaber og andet salgsgas
Kundens arbejdsproces
Skitser kundens arbejdsproces i forbindelse med jeres løsning for at få bekræftet, at I forstår den situation, hvor den skal bruges:
- Processen før (uden) vores produkt
- Processen efter (med) vores produkt (se f.eks. Journey Mapping eller En dag i kundens liv…)
Produktudvikling i de næste 18 måneder
Skitser jeres planer om udvikling af jeres løsning i nærmeste fremtid – fx de næste 18 måneder.
Det kan dels give jer feedback på, hvilke nye features eller ekstra services, det vil være relevant at fokusere på, men det kan også gøre kunderne mere interesserede, hvis de ved, at der kommer mere.
Præsenter kunden for:
- Kommende features
- Fremtidige varianter
- Relaterede produkter og services i nærmeste fremtid
Demo-version eller prototype
Lav noget visuelt, der kan bringe kunden tættere på den faktisk oplevelse. Det kan fx være:
- Tegninger eller anden visualisering
- Visuel demo – noget der viser, hvordan den faktiske løsning ser ud (uden at være det)
- Fungerende demo – demo-version, hvor kunden kan afprøve én eller flere funktioner.
- Prototype – en fuldt funktionel, men ikke færdigdesignet, prototype.
Skema til notering af kundereaktioner
Lav et skema, hvor I kan notere kundernes reaktioner på jeres produkt.