To studerende i International Virksomhedskommunikation på Syddansk Universitet benyttede muligheden for at komme i praktik i egen virksomhed og stiftede kommunikationsbureauet Munk&Hollmann.
Her opdagede de hvor kort der er fra tanke til handling, ligesom de oplevede hvor spændende det er at sælge og hvor meget, man kan bruge sit netværk til.
Hvem drømmer ikke om at kunne skabe sit eget drømmejob efter studierne og arbejde med præcist det, man brænder for? Og når man gør det, er der ingen grund til at vente, til man står med eksamensbeviset i hånden. Derfor benyttede Kirstine Munk og Mathilde Hollmann i efteråret 2014 muligheden for at komme i praktik i egen virksomhed og arbejde med opstart af et kommunikationsbureau i et helt semester og samtidig modtage faglig sparring fra en projektvejleder på studiet og praktisk vejledning fra PRO-Programmet.
Vi talte med dem efter forløbets afslutning, hvor de ikke var i tvivl om, hvad der havde været det sjoveste.
– Da vi pludselig sad overfor tre fyre med et markedsføringsbudget på en halv mio. og helt impulsivt skulle fortælle hvad vi kunne. Det var rigtig sjovt. Muligheden for at der måske var en opgave og følelsen af at der var rigtige mennesker, der anerkendte os som en virksomhed, fortæller Kirstine Munk begejstret.
– Ja, det var de situationer, hvor vi virkelig skulle sælge os selv, der har været sjovest. Vi havde brug for at sidde i situationer, hvor vi var virksomhedsejere, ikke studerende, bekræfter, Mathilde Hollmann.
Lettere end forventet at få noget fra hånden
For stifterne af Munk&Hollmann var et vigtigt formål med at være i praktik i egen virksomhed at finde ud af, hvordan det var at være selvstændige og finde ud af om de selv kunne finde ud af at gøre noget, når der ikke var andre der satte dem i gang. Det viste sig at være det mindste problem ifølge Kirstine Munk:
– Det var lettere end forventet at få noget fra hånden, selvom det krævede at vi ringede sammen om aftenen. Der var faktisk et tidspunkt hvor vi var nødt til at se hinanden i øjnene og sige, at vi var nødt til at holde fri en gang imellem. Vi ringede sammen morgen middag og aften og lørdag aften inden vi tog til fest. Det var hele tiden. Vi var nødt til at sige, at efter klokken 20.00 måtte vi godt sende en SMS, men det skulle ikke have noget med arbejde at gøre. Man føler det ikke som arbejde, men når man ser tilbage, kan man godt tænke ”hold da op hvor har vi brugt meget tid på det her”.
Når motivationen er der, så har det været sjovt at se, hvor kort der kan være fra tanke til handling.
Se mere om virksomheden på Munk&Hollmann’s hjemmeside…
Udfordring at balancere teori og praksis
Selvom praktik i egen virksomhed kan være en god måde at starte virksomhed på, er det dog ifølge Kirstine Munk ikke helt gnidningsfrit at kombinere teoretiske studier med praktisk iværksætteri.
– Vi har primært haft fokus på at få virksomheden op at køre, mens vores vejleder har haft mere fokus på de teoretiske vinkler. Det var sjovt med det praktiske arbejde i starten med at få opsat hjemmeside og mødes med en samarbejdspartnere, men bedst som det hårde salgsarbejde skulle i gang, gik det nok fra at være 80% praktisk arbejde for os selv og 20% for universitetet til at være 20% for os selv og 80% for universitetet.
Mathilde Hollmann nikker bekræftende, men synes alligevel at praktik i egen virksomhed har været det rigtige at gøre.
– Jeg tror ikke, at vi havde startet en virksomhed, hvis ikke vi havde denne mulighed, vurderer hun og mener også at de har lært noget om, hvordan studiearbejde adskiller sig fra iværksætteri.
– Vi har fra starten været meget fokuseret på os selv og det vi kan og lavet en analyse af hvad det er vi vil. Det ville nok være bedre at gå ud og undersøge hvad der reelt er behov for.
Opmærksom på at bruge netværk
Selvom praktikforløbet nu er afsluttet, er begge enige om, at de vil fortsætte jagten på kunder og opgaver mens de færdiggør studiet, og de har lært en del om, hvordan de skal gøre det:
– Når vi skal ud og sælge, vil vi komme med et færdigt oplæg til, hvordan vi kan løse opgaven, fortæller Kirstine Munk.
Og Mathilde Hollmann har også lært, at salgsmuligheder er noget, der kan opstå spontant.
– Vi har lært, at når vi er til arrangementer med folk fra andre virksomheder, så gælder det om at lytte og være hurtige når vi hører nogen, der har et behov vi kan hjælpe dem med.
Desuden har hun oplevet, at er faktisk er en masse mennesker omkring én, som gerne vil hjælpe:
– Vi er blevet opmærksomme på, hvor meget vi kan bruge vores netværk. Vi fik hurtigt lavet en hjemmeside af en bekendt, og en anden kunne tage et billede til den og en tredje lavede et logo, fortæller Mathilde Hollmann.
Kirstine Munk og Mathilde Hollmann mener, at praktikforløbet og deltagelse i PRO-Programmet har givet dem mod på at arbejde videre på drømmen og virksomheden:
– At kunne skabe sit eget job ville være lidt fedt, er de enige om.
Se mere om virksomheden på Munk&Hollmann’s hjemmeside…
No comments yet.