Topmenu

Sensohive har samlet et risikovilligt team til en “fluffy” opgave

At tage en helt ny teknologi og begynde at bygge en forretning op omkring den, må være lidt ligesom at være bi og  opdage en helt ny og uberørt blomstereng. Mulighederne er ubegrænsede, men man skal både bygge bikube og hente nektar før der er for mange andre, der får øje på mulighederne.

I PRO-Programmet har vi forstyrret virksomheden Sensohive under deres faste tirsdagsmøde for at snakke om betydningen af at samle et stærkt team, før man går i gang med at bygge bikuben, der skal høste forretningsmulighederne i en ny lavenergi-sensorteknologi.

Det er en udbredt sandhed i venture-verdenen, at et stærkt team er vigtigere end en god idé. En tvivlsom idé kan forbedres og en uklar idé kan skærpes, men selv den bedste idé bliver til et middelmådigt projekt, hvis teamet ikke er i stand til at løfte opgaven. Hos Sensohive opstod  idéen til virksomheden hos studiekammeraterne Tobias Ejersbo og Casper Harlev, som var fascineret af mulighederne i en ny sensorteknologi med ultralavt strømforbrug.

Tobias Ejersbo, Sensohive

Tobias Ejersbo, Sensohive

Hvor nogle bliver hemmelighedsfulde og udvikler paranoid frygt for at andre stjæler idéen, erkendte Tobias Ejersbo og Casper Harlev  allerede fra starten, at det ville have en meget bedre chance for succes, hvis de fortalte om projektet til andre og fik flere med til at bygge produktet og virksomheden.

–  I juni holdt vi et møde, hvor vi inviterede 8-10 mennesker, som Casper og jeg kendte, og som vi mente havde kompetencerne til at lege med. Og der fik vi forventningsafstemt hvad folk havde lyst til og hvem der havde lyst til at lege med, fortæller Tobias Ejersbo.

Et team på 8-10 personer lyder som en ret uoverskuelig gruppe at samarbejde med i en så tidlig fase, hvor intet endnu ligger fast. Det viste sig da også meget hurtigt, at ikke alle var klar til at dedikere sig fuldt ud til projektet.

Casper Harlev, Sensohive

Casper Harlev, Sensohive

–  Vi fandt ud af, hvem der måske ikke rigtig havde lyst til at være med og hvem der hellere ville arbejde, når der lå nogle konkrete opgaver. De havde måske dårlige erfaringer med at arbejde med opstart af noget, hvor alting er lidt fluffy. Så vi fik afstemt ambitionerne ret tidligt, fortæller Tobias Ejersbo, der studerer Product Developmen and Innovation på SDU og selv har erfaring med at starte både webshop og konsulentbureau.

Forskel på eksperter og entreprenører

Tobias Ejersbo suppleres af Patrick Henry, der studerer HA-Jur ved SDU:

–   Jeg så i virkeligheden mødet som et eksempel på forskellen mellem eksperter og entreprenører. Der er nogen der er rigtig dygtige til at lave noget, men at være entreprenør er at være villig til at tage en risiko og bruge tid på noget, der i starten er meget fluffy.  Man ved heller ikke hvordan markedet vil reagere. Nogle er villige til at tage den risiko. Andre er ikke.

Patrick Henry, Sensohive

Patrick Henry, Sensohive

Også Tobias Ejersbo er overbevist om teamets engagement og understreger vigtigheden af at få forventningsafstemt engagementet i teamet:

–   Vi kan godt lide det her projekt, og vi tror på det. Og hvis det kræver et års orlov, så er det det vi gør. Hvis ikke man får forventningsafstemt, så ender man med et team, hvor man synes at ugemødet er rigtig hyggeligt, men hvor man måske ikke er helt motiveret for at gøre det til 40-50 timer om ugen.

Selvom iværksætteri ofte handler om at turde sætte en masse penge på spil uden sikkerhed for at få nogen af dem igen, så er det dog primært i forhold til tiden, at teamet bag Sensohive skal være risikovillige. Man risikerer at bruge en masse tid på noget, der måske aldrig kaster noget af sig, og måske går det ud over karaktererne, når man prioriterer eget firma over studierne.

Læs mere om Sensohive på PRO-Programmets Wall of Fame… 

Lærer i dag, hvad man skal bruge i morgen

Men Sensohive ser egentlig ikke start af virksomhed som noget, der er i konflikt med studierne:

–  Nu har vi lært om produktudvikling i tre år uden at lave et produkt. Her har vi mulighed for at eksekvere de tre år ned i et produkt, siger Casper Harlev og suppleres af Tobias, der oplever læreprocessen ved start af virksomhed som helt anderledes end læringen på studiet:

–  Her finder vi ud af i dag, hvad vi skal bruge i morgen, og så lærer vi det, understreger han.

For Sensohive lyder start af virksomhed som det ultimative svar på det, som de pædagogiske miljøer har diskuteret løsninger på i de sidste mindst tyve år: Ansvar for egen læring. Og det gælder ikke kun på de hårde ingeniørkompetencer. For teamets eneste ikke-ingeniør er udbyttet i højere grad knyttet til personlig udvikling:

–       Mit udbytte er sjov, erfaring, et nyt indblik i tværfaglighed, en udvidelse af min måde at tænke kreativitet, at udfordre mig selv hele tiden og tænke kritisk over hvad jeg sidder og laver, remser Patrick Henry op, når han skal pege på sit udbytte af det sidste halve års arbejde med Sensohive.

Tim Larsen, Sensohive

Tim Larsen, Sensohive

For Tim Larsen, der studerer robotteknologi og sammen med Tobias Ejersbo udgør Sensohives tekniske team,   er det berigende at beskæftige sig med teknologi ud fra en forretningsmæssig vinkel:

–       Det  er meget spændende lige pludselig at bruge alt det man har lært på noget, der er ens eget. I et job i en virksomhed får man måske en lillebitte del, som man skal sidde og arbejde på, men her lærer vi noget om hele virksomheden.

Ny udfordring er motiverende

For Tobias Ejersbo og Casper Harlev er det ikke i sig selv noget nyt at starte eget firma, men de har alligevel fundet helt nye udfordringer og ting at lære i arbejdet med Sensohive:

–   At skabe et produkt er en type projekt, som jeg ikke har prøvet før. Jeg har prøvet at lave en internetvirksomhed og jeg har et konsulentbureau. Hvis nogle havde spurgt mig, om jeg havde lyst til at lave det igen, havde jeg nok sagt nej.  Det har jeg prøvet. Jeg gør det jo ikke for pengenes skyld. Jeg gør det for at få erfaring og lære noget under udviklingen, fortæller Tobias Ejersbo.

Casper Harlev lyser op da han genkender begejstringen ved at starte noget anderledes for at lære noget nyt

–   Sådan har jeg det også. Jeg har lavet webshop og konsulentvirksomhed, så jeg har meget lyst til at arbejde med technology start-up, hvor jeg virkelig får min egen og de andres ingeniørkomptencer i spil, siger Casper Harlev.

–    Der er noget lækkert i at mærke energien i et iværksættermiljø. Man er glad på hinandens vegne og det er fedt at give hinanden energi, supplerer Tobias Ejersbo.

Der er noget ved Sensohives indstilling til iværksætteri, der minder om sportsfolks faste vendinger om ”at de bare skal gå ud og nyde det”, når man står foran en hård kamp. Det afgørende er ikke så meget resultatet. Værdien ligger lige så meget i processen i sig selv. Det er i bund og grund en sund indstilling i både sport og iværksætteri, hvor både tilfældigheder og konkurrenter har indflydelse på resultatet. Nydelsen og oplevelsen af processen derimod, den kan man selv kontrollere.

Og sportsmetaforen er måske også brugbar, når vi skal se på, hvad der får et team til at fungere og præstere:

–   Jeg har hørt sejlere sige, at det vigtige ikke er om man kan sejle, men at man kan indgå i den team-spirit man har. Det er det samme her. Vi vidste at personerne ville passe ind, siger Casper Harlev.

 

Tillid og diversitet er vigtigt

Og Tobias Ejersbo understreger også vigtigheden af at være et team med forskellige kompetencer og personligheder:

–   Jeg har før arbejdet i teams, hvor vi alle var ens, men her kan man mærke, at diversiteten giver en bredere kompetence. Det gør både ting sværere, men også mere udbytterigt. Casper og jeg har arbejdet sammen før og kender hinanden. Men selvom vi har den samme uddannelse, tænker vi helt forskelligt.

Selvom de fire er nye sammen som team, så var der dog på forhånd nogle bånd, der gjorde tingene lidt lettere. Casper Harlev har arbejdet sammen med Tim Larsen og Tobias Ejersbo har tidligere arbejdet sammen med Patrick Henry.

Det betød at der fra starten var en gensidig tillid til at tingene ville fungere. I dag fungerer hverdagen dog sådan, at alle primært arbejder sammen med én, som de ikke tidligere har arbejdet sammen med.  Tim Larsen og Tobias Ejersbo er de primære kræfter i produktudviklingen, mens Casper Harlev og Patrick Henry tager sig af at udvikle forretningen.

Dette samarbejde har også udviklet teamets medlemmer undervejs:

–   Vi er også mennesker, der udvikler os hele tiden. Jeg har oplevet at vi har flyttet os meget undervejs. Jeg kan se, at de tre andre har rykke sig helt vidt, siger Patrick Henry. Fra vi startede synes jeg helt klart, at der har været en stor vilje til at blive bedre til at kommunikere  til hinanden.

Én af forklaringerne på den individuelle udvikling er måske også, at teamet lægger vægt på at alle skal kunne supplere hinanden:

–   Der er ting, som jeg synes, at vi har gjort anderledes end mange andre. Vi har fokuseret på at alle får prøvet næsten alt. For eksempel med hensyn til pitching. Her er der mange, der vælger at den flotteste og mest veltalende altid præsenterer. Men vi har faktisk struktureret det sådan at alle har gjort alt, siger Tobias Ejersbo og uddyber,

–    Vi tænker at når vi forhåbentlig alle arbejder fuld tid på projektet, så nytter det ikke, at der er nogen der ikke kan forklare hvad projektet handler om. Det betyder måske så at vi alle kun præsterer 90%, men til gengæld kan alle præsentere, når situationen opstår. Det er også vigtigt at sørge for at alle får ansvar og frihed til at løfte det. Det ville ikke fungere, hvis vi tre ingenører arbejde på produktet og Patrick blev sat til at feje gulv.

For Tobias Ejersbo handler tilliden ikke kun om her og nu:

–   Når vi…(banker under bordet)… en dag får luft under vingerne med det her og måske er 15 mand, er det jo også vigtigt at vi har tillid til hinanden.

Vi har allerede forstyrret den lille bisværm længe nok i deres tirsdagsmøde, og tager igen trappen ned fra 2. sal i IDEA House, hvor teamet svæver ind og ud, når der skal holdes møder eller arbejdes.

Efter en intensiv periode, hvor studierne har haft midlertidigt fokus, skal der igen fart på projektet, så produktet er klar og jorden gødet hos kunderne, når forretningsmulighederne skal høstes.

Læs mere om Sensohive på PRO-Programmets Wall of Fame… 

No comments yet.

Skriv et svar